Haven som sjælefrelse

Det måske gammelt nyt og måske lyder det lidt fortærsket, men jeg mener faktisk, at man bliver lidt lykkeligere og lidt mere et helt og fredfyldt menneske, hvis man har en have. Den kan være stor, den kan være lille. det er ikke så meget det afgørende. Mere handler det om at se den livskraft den kan give en.

For mit eget vedkommende er det helt essentielt det, at have en have. Jeg bor i dag fast i byen, men glæden, trangen og nødvendigheden af adgangen til min have er bestemt ikke blevet mindre. Jeg kan møde på arbejde mandag morgen, efter en dejlig weekend i landhuset, og allerede glæde mig til den næste gang jeg skal derned.

Hvad er det så lige jeg finder så værdifuldt ved at skulle passe de 12.000 kvm. have og naturgrund jeg har under mine negle? Hvori ligger fornøjelsen ved det hårde og slidsomme arbejde, der er nødvendig for, at jeg synes min oase er det den skal være? tjoo det er den indre glæde jeg fyldes med, når jeg ser en lille ny plante skyde frem, vokse sig til fuldstændighed for derpå, at visne ned igen og genopleve samme sceneri næste forår. Det duften af morgenstundens natterim og fugt, fyldt med en intensitet af muldens, planternes og dyrenes dufte.

Medicin og terapi kan ej erstatte den indre ro jeg fyldes med, når jeg ser gråspurve, musvitter og flagspætte kæmpe om de nyophængte fodder fedtkugler, jeg hængte op i Sydbøgen på terrassen. Intet tv program kan konkurrere med gråspurven der stikker sit hoved frem i redekassens lille indgangsparti og titter kækt af mig. Og hvor de første spæde bronzefarvede skudspidser på Hjertetræet fortæller, at foråret er indenfor rækkevidde.

Forrige weekend hvor min indre have dosmer sedel var skrevet og hvor førsteprioriteten var, at bringe lov og orden tilbage i drivhuset efter års kaos. Der var det at det gik op for mig, at balancen for mig mellem planlagte havearbejder og de spontant opståede er det jeg i dag kan glædes så stort over. Egentligt skulle jeg have revet nogle græsstier og savet noget brænde, men pludselig havde en indre lyst til, at male det faldefærdige hønsehus, hvis storhedstid lå en gang tilbage i firserne, trængt sig på. Næppe var det sidste penselstrøg ført, da jeg med fryd så på mit værk, et lille hvidtskinnende hus med sorte stalddøre og gavle. Totalt Morten Korch tænkte jeg med tilfredshed og gik ind og tændte for Mac'en alt imens varmen fra brændeoven stak i den stadigt kolde hud.

Haven er for mig det univers hvor små glæder afføder store og hvor jeg kan trække mig tilbage og finde sjælefrelse.