Et Koldt Forår

Et usædvanligt koldt forår har ramt os i år og har for de fleste medført at køkkenhaven ikke helt ser ud som den skulle på dette tidspunkt. Mange har måske endda oplevet problemer med at få ting til at spirer og må så om og andre igen har måske fået deres afgrøder svedet af på grund af nattefrost. Men efter en kold vinter følger også tit et koldt forår.

Det eneste det har været godt er dræbersneglen der har haft lidt sværere vilkår for at komme på banen og spise sig mæt, fed og stor på bekostning af havens prydløg og stauder. Dog må jeg personligt konstatere de første angreb, på blandt andet min spæde gruppe af Treblad, Trillium grandiflorum under fyrretræet samt mine grupper af prydløg, Alium aflatunense 'Purple sensation'. Kampen er gået ind på havens fjende nummer et.

Men som om det ikke skulle være nok med at dræbersneglen er begyndt sin hærgen rundt i min have. Sandelig om mosegrisen ikke stadigt mosler rundt ude i blomsterengen og underminere det hele samt graver sig igennem den smule køkkenhave jeg i år har oprettet. En køkkenhave der skulle være til illustrationsbrug i artikelsammenhænge og som nu mere ligner et vulkansk landskab på Island. Jo fælder må der købes og æbler isættes som mading, for det har jeg hørt virker.

Som bonus har dræbersnegle og mosegris allieret sig med rådyrene, der har indledt en kamp imod den træplantning jeg har foretaget i min lille lund. Et træplantningsprojekt jeg er startet på, som et led i plejen af den lund vi erhvervede for nu to år siden.

Men rådyrene gnaver mine nyplantede Hasselbuske og Eg, Fyr og Ahorntræer hurtigere ned end jeg får dem plantet. Havde i min naivitet håbet på, at vi alle kunne bo i sameksistens med hinanden - like the true wild garden, men sådan skal det åbenbart ikke være. Så løsningen på det problem, bliver nok indhegning imod min vilje, således at jeg kan få min woodland garden i fred.


Lunden -fredsskoven som jeg er den lykkelige ejer af, ligger i forlængelse af vores have og er i omegnen af 200 år gammel. Skoven er blandingsskov bestående af blandt andet Eg, Ask, Elm, Lind, Hvidtjørn og Navr og har en enestående skovbundsflora der rummer mange af de danske vilde urter.

Men trods det lidt nedslående kolde maj vejr og dyrelivets hærgen rundt i haven og skoven, så er det jo forår og træerne står smukke lysegrønne og mine Rododendrons viser al deres mangfoldige skønhed frem. Det er nu haven skal nydes, indsnuses og mærkes. Se og opleve på tætteste hold, hvordan planter udspringer i skønhed hvor hver dag der går og endnu en gang overvældes af den transformationsevne planter har året igennem. Det er nu lærredet males med palettens mange farver og kun på en måde som naturen kan det.

Kommentarer

Populære opslag